Jeg har læst mange gode anmeldelser af bogen her, og derfor
blev jeg selvfølgelig lidt nysgerrig. Hvad er der med hende Inge Lehman?
Hvorfor er hun så interessant?
Jeg er ikke specielt optaget af hverken seismologi eller
videnskab generelt, og derfor var jeg lidt i tvivl om historien ville fange
mig, men hold nu op, hvor er jeg glad for at jeg gav efter for nysgerrigheden
og kom i gang.
Den inderste kerne er nemlig intet mindre end en
fantastisk bog.
Den handler om videnskabskvinden og seismologen Inge
Lehmann, der allerede som barn mærker, at hun er anderledes. Hun holder af at
sidde ganske stille og betragte regnen mod ruden, mens hun forsøger at tælle
hver eneste vanddråbe, der ufortrødent glider ned mod vindueskarmen. De andre
børn leger i gården, men Inge tæller, for hun elsker tal.
Hun er dygtig og nysgerrig, men alligevel må hun vente med
at starte i skole til lillesøsteren Harriet er klar. Ifølge moren er Inge sart, og derfor har hun brug for sin udadvendte og sprælske søster ved sin
side.
De besnærende bånd Inge oplever i barndommen, kommer
desværre til at følge hende langt ind i voksenlivet.
Jo ældre hun bliver, jo mere bliver det et problem, at hun
ikke bare er menneskesky og tilsyneladende sart, men også kvinde. For Inge
Lehmann får ikke samme behandling som de mænd, hun møder på sin vej – langt fra.
Kønsdiskrimination og kvindekamp
Det var især beskrivelsen af studieforholdene på Cambridge,
der fik irritationen frem hos undertegnede. Hvor er det bare uretfærdigt,
at kvinder blev optaget på lige fod med mænd, men fik en langt ringere
studiegang, fordi de ikke havde adgang til alle dele af undervisningen. Det,
der tilsyneladende var verdens hårdeste uddannelse, blev dobbelt så hårdt for
kvinder på grund af et mandsdomineret og gammeldags system.
Inge Lehmann bliver talt ned til, som om hun ikke kan klare
forholdene, fordi hun er sart, men ingen ved eller har tænkt på, at hun
studerer under umulige vilkår.
Det samme gælder senere, hvor Inge må kæmpe for at få lov
til at forske. Selvom hun ikke er ansat som sekretær, får hun alligevel lidt
opgaver her og der, som er langt under hendes niveau, og hun må arbejde hårdt for
at få tid til at udføre den forskning, som senere blev hendes gennembrud.
Fantastisk på den underspillede måde
Den inderste kerne fangede mig lige fra starten med
sine fine beskrivelser af den her lille pige, som allerede i barndommen var
anderledes end gennemsnittet. Jeg følte virkelig med Inge hele vejen og levede
mig fuldt ind i hendes udfordrende hverdag.
Bogen her er fantastisk på sådan en stille hverdagsmåde. Den
er ikke fyldt med højt tempo og nervepirrende cliffhangere, men den er virkelig
velskrevet og spændende.
Selvom jeg ikke er interesseret i naturvidenskab som sådan,
blev jeg alligevel grebet af den mere nørdede del af historien. Hvor vildt er
det lige at have opdaget jordens kerne? Det er da mega sejt.
Jeg elsker, at Lotte Kaa Andersen har skrevet en historie om
Inge Lehmann. Hun er en interessant kvinde, vanvittig intelligent og succesfuld
trods næsten umulige vilkår.
Sådan opleves det i hvert fald i bogen her, men jeg gad godt
vide, hvor meget der er sandt.
Jeg læste en kritisk artikel omkring bogens store fokus på
kvindefrigørelse og savner lidt et efterskrift, hvor forfatteren kommenterer på,
hvad der er fakta, og hvad der er fiktion.
Men det er småting i det store billede. Fakta eller fiktion,
så var bogen her virkelig skøn læsning, og jeg vil anbefale den til alle, der
elsker en god historie med komplekse karakterer.
Jeg snuppede den i øvrigt som lydbog, hvilket også klart kan anbefales.
Den er indlæst af Iben Hjejle, som har lavet et formidabelt stykke arbejde. Hun
laver nogle skønne accenter på både svensk, britisk og amerikansk, og så tilfører
hun en lidt brysk tone til Inges karakter ind i mellem, hvilket fungerer super
godt.
Har du mon læst den? Hvad synes du?