Jeg elsker historiske romaner, og derfor røg Hittebarnets
historie straks på læselisten, da jeg fik den anbefalet.
Bogen handler om den 16-årige Noa, der i 1944 hutler sig
gennem tilværelsen som rengøringshjælp på en sydtysk banegård. En aften hører
hun barnegråd og lister sig frem på den tomme perron for at finde lydens kilde.
Hun opdager en hel godsvogn fyldt med knapt levende spædbørn og rækker
instinktivt ud efter det grædende barn.
Før hun når at tænke over konsekvenserne, er hun stukket af
med en baby, men situationens alvor går hurtigt op for hende, da hun mærker
kræfterne svinde i den kolde vinternat.
Heldigvis bliver både Noa og barnet reddet af et omrejsende
cirkus, men de får kun lov til at blive på én betingelse: Noa skal lære at
flyve trapez og dermed udfylde den ledige plads i truppen.
Livet som flygtning er utrygt og farligt, men Noa opdager
snart, at hun ikke er den eneste artist med hemmeligheder...
Store følelser – små ord
Mine forventninger til Hittebarnets historie var helt
i top, men de blev langt fra indfriet, desværre. Selve plottet, temaet og tiden
omkring Anden Verdenskrig er super spændende, men jeg synes eksekveringen
halter.
Jeg savner at komme et lag dybere ned i karaktererne. Der
hvor jeg virkelig kan mærke angsten, kærligheden, håbet og alle de andre store
følelser, som bogen kommer omkring. Scenen med spædbarnet i starten var
rørende, og jeg var så klar på en tur gennem hele følelsesregistret, når jeg
skulle følge de mange prøvelser, Noa utvivlsomt ville støde på, men de følelser
opstod aldrig rigtigt.
Bogens store kærlighedshistorie fandt jeg både overfladisk
og utroværdig. Jeg synes heller ikke, at venskabet mellem Noa og cirkusartisten
Astrid bliver rigtig rørende, og Noas stærke følelser for det lille hittebarn
har jeg også svært ved at følge.
Måske skulle bogen have været 100 sider længere. Der mangler
ikke drama, men derimod mere karakterudvikling, miljøbeskrivelse og
baggrundshistorie.
Når det er sagt, så kan det sagtens være, at den er noget
for dig. Den har trods alt ligget på New York Times’ bestsellerliste i flere
uger, og den har også fået flere rosende anmeldelser herhjemme.
Men efter min mening er der andre historiske romaner med
fokus på Anden Verdenskrig, der er langt mere vellykkede, fx Den hemmelige arv af Natasha Lester.