Nu hvor jeg selv har skrevet en roman, så ved jeg, hvor lang
en proces det er at komme fra idé til færdigt produkt. Derfor føler jeg også
lidt, at jeg skylder forfatteren at læse en given bog fra start til slut. Han
eller hun har jo gjort sig nogle tanker omkring værket, og hvis jeg springer
fra halvvejs, så har jeg måske ikke givet historien og forfatteren den tid og
respekt, som de fortjener.
Ja, det er mine tanker, men det er nu ikke sådan, det
foregår i virkeligheden. Sandheden er nemlig, at jeg er temmelig utålmodig af
natur, og hvis noget ikke fanger mig, så gider jeg ikke bruge mere tid på det.
Mit liv er simpelthen for kort til at bruge lange minutter på at læse noget,
som jeg i bund og grund ikke finder underholdende eller interessant. Sådan har
jeg altid været, men vanen er kun blevet forstærket, efter jeg fik børn. Nu
hvor jeg har mindre tid til bøger, så skal det virkelig også være nogle gode
fortællinger, jeg bruger min tid på. Og starter jeg på noget, som jeg ikke
orker at afslutte, så går jeg videre til noget nyt.
Kender du det? Eller læser du altid en bog færdig, når du
først er begyndt?
Gengangergenfærd
Når jeg kigger tilbage på den litteratur, jeg har kastet mig
ud i gennem årene, så er der klart en genganger, når det kommer til genrer,
hvor jeg ofte giver op, inden bogen er færdig. Det handler om klassiske
fortællinger af store forfattere, som jeg synes jeg bør læse. Og det prøver jeg
så på.
Jeg har læst mange fantastiske værker, som jeg virkelig syntes
godt om, men jeg er også gået død i nogle af de romaner, der fremhæves som episk
litteratur verden over. Fx Les Misérables af Victor Hugo. Den har jeg stående
på hylden herhjemme, og jeg er også begyndt på den flere gange, men jeg synes
simpelthen det går så langsomt, og nu har jeg erkendt, at jeg nok aldrig får
læst den færdig.
Til gengæld var jeg vild med Den store Gatsby, Den afrikanske farm og så selvfølgelig Stolthed og fordom, så det kan altså lade
sig gøre.
Jeg drømmer også om at læse Mark Twain, Charles Dickens og
noget Hemingway. Har du læst noget af dem? Jeg tager imod anbefalinger med
kyshånd.
Det rette match
Men tilbage til det der med at læse en bog færdig, så er det ikke kun de gamle klassikere, jeg går død i. En læser var så sød at
sammenligne mit sprog med Helle Helles; hun bliver jo rost vældig meget, og eftersom jeg aldrig har læst noget af hende, kastede jeg mig straks ud i
romanen De fra 2018. Jeg læste cirka halvdelen og var egentlig også ret
fascineret af hendes skrivestil. Hvorvidt den minder om min, vil jeg lade andre
vurdere, men jeg synes virkelig historien var tung, og den fangede mig slet
ikke.
Jeg går også tit død i den slags ultraromantiske historier, som jeg slugte som teenager. Efter at
have læst Lucinda Rileys De syv søstre med stor fornøjelse, gik jeg i gang med
at læse Kærlighedsbrevet af samme forfatter, men den blev jeg aldrig færdig
med. Den er mere ovre i en Danielle Steel-agtig kærlighedsroman, hvor
karaktererne elsker hinanden efter få minutter og derefter kommer ud for en
masse forviklinger, og det er altså ikke lige mig.
Jeg tror, der er en læser til alle bøger, men jeg tror også,
at de fleste bøger bliver mødt af en læser eller to, som ikke er det rette
match. Er det så synd for bogen, at den ikke bliver læst færdig? Nej, det synes
jeg faktisk ikke ved nærmere eftertanke.
De læsere, som sætter pris på et værk og får noget ud af
det, de ærer jo forfatteren ved at læse hele bogen og måske fortælle andre om
den. Og de læsere, som ikke blev fanget, kan vel lige så godt stoppe først som
sidst, hvis bogen ikke er noget for dem.
Det var mine tanker her på en dejligforårsdag. Noget om
afslutning, respekt og tid.
