Jeg var svært begejstret for den første bog i serien om Ruth Galloway (læs min anmeldelse af Pigen under jorden her), og derfor havde jeg også virkelig store forventninger til efterfølgeren.

Blev de så indfriet? Det får du svar på lige om lidt.

I Løgnens hus følger vi endnu en gang arkæologen Ruth, som vikles ind i en mystisk sag om nogle knogler, der dukker op under nedrivningen af et gammelt hus. Knoglerne er placeret under et dørtrin, og de stammer fra et lille barn. 

Men hvilket barn? Hvor længe har knoglerne ligget der, og hvordan døde barnet?

Spørgsmålene står i kø, og den lokale politimand vicekriminalkommissær Harry Nelson indleder en efterforskning. Det viser sig, at det gamle hus på byggepladsen tidligere har været et katolsk børnehjem. Et børnehjem, hvor et søskendepar forsvandt og aldrig siden blev fundet.

Og det er ikke det eneste mysterium. Som tiden går, står det klart, at Ruth og Nelson har pustet liv i en gammel forbrydelse, der endnu ikke er glemt. En forbrydelse med fatale konsekvenser – bum bum.

Som læser sidder du på kanten af stolen, mens historien langsomt eskalerer. Hvem er gerningsmanden, og er han stadig på spil? Ruth drages længere og længere ind i sagen og ender på en hårrejsende sejltur med døden som styrmand. Mega spændende og super velskrevet med masser af cliffhangers.

Måske bare mig, men…

Jeg studsede lidt over, at der på bogens bagside står, at hver bog i serien indeholder en selvstændig, afsluttet historie. Det er rigtigt nok i den forstand, at hver bog har sin egen mordsag og sin helt egen spændingskurve, men jeg synes virkelig, at du går glip af meget ved at springe den første bog over.

Som i de fleste krimiserier følger vi jo også Ruths privatliv på sidelinjen, og her synes jeg slet ikke, man får samme forståelse for hendes relationer, valg og handlinger, hvis man bare springer direkte ud i seriens anden bog.

Er det bare mig, der har det sådan?

Jeg synes, en serie fortjener at blive læst i den rigtige rækkefølge, og jeg vil helst ikke springe ind i et univers, hvor jeg ikke har alle forudsætninger for at forstå karakterernes historik og udvikling. Jeg kan ikke lade være med at tænke på De syv søstre af Lucinda Riley, selvom den serie ligger temmelig langt fra krimigenren. Her fremhæves de enkelte bøger også som selvstændige værker, men jeg synes virkelig, du bør læse dem fra start til slut.

Nå, det var et sidespring. Tilbage til Løgnens hus, så var jeg super godt underholdt fra start til slut. Jeg synes, det er en virkelig skøn bog, men jeg har samtidig sænket mine forventninger til 3’eren en smule.

For bogen her følger nøjagtig samme opskrift som den første, og jeg kan mærke, at der skal ske noget nyt, hvis ikke det skal blive for forudsigeligt. 

Har du mon læst seriens tredje bog? Smid endelig en kommentar med din oplevelse.