Jeg er blevet helt vild med Karen Blixen. Det startede med
en genlæsning af Den afrikanske farm, derefter gik jeg i gang med Skygger på græsset, og så faldt jeg over tv-reportagen I selskab med Blixen,
som er en kort lille sag med fokus på de få nulevende mennesker, der rent
faktisk har mødt forfatterinden.
Senest har jeg så kastet mig over den her moppedreng af Tom
Buk-Swienty. Det er en biografi baseret på en omfattende samling nyligt
offentliggjorte breve samt en lang række andre kilder.
Bogen indeholder en kort fortælling om Karen Blixens barndom
på Rungstedlund, farens død og hendes forhold til familien, men den handler primært
om årene i Afrika.
Karen Blixen ankom til Kenya i 1914 med store drømme om
frihed og nye eventyr. 17 år senere forlod hun landet for altid som en
fortvivlet kvinde med knuste drømme, et forlist ægteskab og et hjerteskærende
tab af hendes store kærlighed Denys Finch Hatton.
Intim og ægte
Selve fortællingen om Karen Blixen og hendes liv i Afrika
slugte jeg råt. Der er mange spændende detaljer om de økonomiske udfordringer
med farmen, kultur og kolonisering, Første Verdenskrig og ikke mindst hendes
kærlighedsliv.
Det hele føles meget intimt og ægte. Som om jeg næsten er
inde i Karen Blixens hoved og hører hendes tanker, og det fik mig til at tænke
på, hvor grænseoverskridende det må føles at få sit liv udstillet sådan her,
gennem en historikers granskende øjne.
Nu lever Karen Blixen jo ikke længere, så det er måske
ligegyldigt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor mange
private tanker og følelser, der ligger til skue. Det ville jeg personligt ikke
bryde mig om.
Måske skal vi bare nøjes med at læse hendes version af
historien, som de brudstykker, der fremgår af Den afrikanske farm og Skygger
på græsset? Eller er det unfair for andre afdøde personer, som har fortjent
en mere objektiv fortælling? Det er det måske.
Jeg har aldrig før tænkt over, hvor subjektivt Karen Blixen
fortæller om sit afrikanske eventyr i sine erindringsromaner. Naivt måske, men
jeg blev i hvert fald temmelig overrasket over de mange historier som
tilsyneladende slet ikke stemmer overens med breve og andre dokumentationer for
sandheden.
Nå, nu blev det til en større snak om objektivitet,
intimsfære og retfærdighed. Jeg ville egentlig bare fortælle, at jeg var vældig
opslugt af bogen her. Så opslugt som jeg kan blive af en biografi i hvert fald
– det er jo ikke helt det samme som en hæsblæsende krimi ;-)
Overraskende poetisk
Jeg læser sjældent biografier og har heller ikke læst noget
af Tom Buk-Swienty før, så jeg har ikke det største sammenligningsgrundlag, men
jeg må sige, at jeg var positivt overrasket over sproget. Måske inspireret af
Karen Blixen selv, men det er i hvert fald langt mere poetisk og interessant
end det jeg fx oplevede i Nelson Mandelas Vejen til frihed.
Alt i alt kan jeg altså varmt anbefale bogen her, hvis du
interesserer dig bare en lille smule for Karen Blixen. Eneste kritik er de
mange dybdegående detaljer om de mennesker, som Karen Blixen kendte. Dem er jeg
ikke helt så interesseret i – jeg vil bare vide alt om hende.
Og hey, jeg bliver altså nødt til at slutte af med lidt
nørderi, for jeg var simpelthen så imponeret over papirkvaliteten i bogen her.
Siderne er utroligt smukke og glatte. Det gav mig lyst til at sidde og ae
bogen, mens jeg læste, og det mindes jeg faktisk ikke at have gjort før –
nogensinde.
Jeg er ellers en stor fortaler for lydbøger, men lige her
vil jeg klart anbefale dig at investere i den fysiske version. De mange billeder
og citater gør den knap så velegnet til lyttelæsning, og så er kvaliteten af
den fysiske bog som sagt i top.
