Jeg har læst en del Stephen King bøger gennem årene, men
langt fra dem alle. De er simpelthen for uhyggelige til min smag, og derfor har
jeg heller ikke set en eneste af de film, som er baseret på hans romaner.
Jeg har dog læst nok til at få stor respekt for hans
håndværk, og derfor kunne jeg ikke stå for fristelsen, da jeg faldt over bogen
her. Den fortæller både om forfatterens liv og vejen til litterær succes, og så
er den fyldt med gode råd til forfatterspirer som mig.
Jeg følte mig faktisk ret forfatteragtig, da jeg læste den.
Nu har jeg jo kun udgivet en enkelt roman, og derfor føler jeg mig ikke rigtig
fortjent til den titel, men der var virkelig mange passager, hvor jeg kunne
genkende mig selv – fx her: ”Vi er forfattere, og vi spørger aldrig
hinanden, hvor vi får vores idéer fra: Vi ved, at vi ikke ved det.”
Det er faktisk noget af det, jeg bliver spurgt om
allermest, når jeg møder nye mennesker, og snakken falder på mine skriblerier.
Jeg har sjældent et godt svar, for som King skriver, så ved jeg det ikke. Jeg drømmer
meget (som jeg skrev om her), og det giver mig mange idéer. Mange, men ikke
alle. Det er som om min hjerne bare finder på nye historier af sig selv – helt
uden indsats fra min side.
Jeg kunne også nikke genkendende til Stephen Kings analyse
af fiktionsforfattere og deres forståelse for egne værker: ”Fiktionsforfattere,
undertegnede medregnet, forstår ikke særlig meget af det, de laver – ikke
hvorfor det fungerer, når det er godt, ikke hvorfor det ikke gør, når det er
dårligt.”
Jeg er virkelig dårlig til at bedømme mine egne skriverier.
Noget af det, som jeg ikke er specielt vild med, bliver af andre fremhævet som
særligt godt, og omvendt. Det er vel egentlig også fint. Jeg skriver, fordi jeg
har lyst, og selvom jeg gerne vil udvikle mig og blive bedre, så har jeg også
lært, at jeg aldrig kan gøre alle glade. Derfor sidder jeg ikke og analyserer
mine egne tekster. Jeg skriver dem, jeg får feedback, jeg retter til. Slut.
Erindringer møder skrivetips
Nå, men tilbage til bogen Om at skrive så starter den
med Stephens Kings erindringer. Det er en form for selvbiografi, hvor læseren
bliver taget med tilbage til Kings turbulente barndom, de allerførste
historier, mødet med hans kone Tabitha og hans årelange misbrug. Vinklen er
ærlig og humoristisk, og selvom historien ikke er en page-turner, så fandt jeg
den stadig underholdende.
Den sidste del af bogen handler om selve skriveriet. Her er
der masser af konkrete tips kombineret med personlige anekdoter. Det med at
læse en masse og skrive en masse har jeg hørt før, men der var nu også et par
ting, som gav mig anledning til at ændre min fremgangsmåde.
Jeg kan klart anbefale dig at læse Om at skrive, hvis
du ligesom jeg har en masse historier, der gerne vil ud. Er du ikke forfatter
eller interesseret i skønlitterært skriveri som sådan, så tror jeg måske, du
vil finde den kedelig.
Men hos mig satte den i hvert fald en del tanker i gang. Om
karriere, bogudgivelser og drømmen om forfatterlivet.
Den fik mig også til at tænke over, hvad der egentlig er
rigtig litteratur. Eller god litteratur måske nærmere. King er ganske ydmyg og
overraskende fri for forfængelighed, når det kommer til hans tanker om egen
succes. Han betragter sig selv som en god historiefortæller, der leverer
underholdning til folket – ikke mere end det. Han sammenligner på ingen måde
selv med klassisk anerkendte forfattere som Shakespeare og Faulkner. Dem anser
han som store kunstnere, en liga for sig.
Lige så dejligt som jeg synes det er med en nede-på-jorden
bestsellerforfatter, lige så ærgerligt synes jeg faktisk det er, at han på den
måde underspiller sit eget talent. Hvad er god litteratur? Det er vel op til
den enkelte læser at vurdere. Og hvis nogen (mange!) synes, at Stephen King
skriver fantastisk, hvorfor kan det så ikke få lov til at stå som et
kvalitetsstempel i sig selv?
Jeg læser altid for underholdningens skyld, og jeg har
aldrig læst Shakespeare. Har jeg så kun læst bøger af dårlig eller middelmådig
litterær kvalitet? Nej, det synes jeg ikke. Jeg har fået masser af skønne
læseoplevelser, og det er kvalitet for mig.
Jeg bliver faktisk lidt irriteret, når nogen skal definere,
hvad litterær kvalitet er. Jeg synes, det er op til den enkelte læser at
vurdere, hvorvidt et værk er kvalitet, kunst eller spild af tid. Det har jeg skrevet lidt om her.
Om denne bog er god kvalitet, må du selv vurdere, men jeg er
i hvert fald rigtig glad for at ha’ læst den :-)
