Boganmeldelser

De udstødte af Elly Griffiths

22. oktober 2021

De udstødte af Elly Griffiths

Nu er jeg snart ved at være til bunds i krimiserien om den skønne arkæolog Ruth Galloway; De udstødte er nemlig sjette bind ud af de otte, der indtil videre er udkommet på dansk.

Der findes en del bøger mere på engelsk, så mon ikke der løbende dukker nye danske udgivelser frem. Ellers er der jo også mulighed for at læse på engelsk, hvis du er til det. Jeg overvejer faktisk at skifte til engelsk allerede nu. De engelske bøger er som regel langt billigere, og jeg kan godt lide at holde min sprogkundskab ved lige.  

Nå, det var et sidespor, vi skal tilbage til De udstødte.

Denne gang finder Ruth et interessant skelet under en udgravning i Norwich. Det er de jordiske rester af kvinden Jemima Green, der i 1800-tallet var kendt under navnet Moder Krog. Jemima Green blev hængt i 1867 for barnemord, og den sag er spændende nok til at tiltrække et tv-hold, der er i gang med at optage udsendelsen ”Kvinder der dræber”.

Det varer dog ikke længe, før der sker noget endnu mere spændende i den lille by. Et barn bliver kidnappet, og kriminalinspektør Harry Nelson er selvfølgelig på sagen. Måske er der en forbindelse mellem de gamle knogler og den nye kidnapningssag?

Ruth og Nelson vikles endnu en gang ind i en fælles sag, som ikke bare får betydning for dem, men også for flere af de velkendte karakterer i serien.

Antihelt og antiklimaks

Ruth er vel egentlig en form for antihelt. Hun vejer for meget, hun har sære vaner, og hun lever et temmelig isoleret liv sammen med sin datter og sin kat. Måske er det netop det, der fungerer så godt. Hun er en lidt skæv karakter, og det samme gælder for mange af de øvrige personer i serien.

Jeg er vildt interesseret i at følge med i privatlivet hos alle karaktererne, hvilket nok særligt gav udslag i bogen her. Den har ikke helt samme spændingskurve som de øvrige, men til gengæld bliver du som læser endnu dybere involveret i miljøet og den personlige udvikling hos alle bogens karakterer.

Jeg savnede lidt det der med at sidde ude på kanten af stolen, fordi spændingen bare var helt i top, men jeg synes nu stadig, at De udstødte er en virkelig god og velskrevet bog.

Har du endnu ikke fået begyndt på serien her, så kan jeg altså klart anbefale dig at komme i gang. Start endelig fra begyndelsen, ellers går du glip af en masse fantastisk baggrundsviden om alle de skønne personer i universet.

Rækkefølgen kommer her:

  1. Pigen under jorden >>
  2. Løgnens hus >>
  3. Huset på klippen >>
  4. Døden på museet >>
  5. Det tavse vidne >>
  6. De udstødte >>

Har du en ven eller to, som bare må læse det her?

Del på Facebook

Skriv en kommentar

K.B. Assenholm

K.B. Assenholm

Selvudgivende forfattertype med stor kærlighed for ord og chokolade. På bloggen her finder du skriverier om alt fra boganmeldelser, egne udgivelser, egne brølere og egne succeser.

K.B. Assenholm

danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Det er altså super hyggeligt - det lover jeg. Du får både tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ, hvis det går vildt for sig.

K.B. Assenholm

bogen der deler vandene

Min debutroman har fået masser af flotte stjerner og gode anmeldelser. Wauv altså, det gør mig simpelthen så glad! Der var også en enkelt eller to, som ikke var fan. Måske er det bare en af de bøger, der deler vandene?

følg med

Jeg poster lidt på Facebook og Instagram ind i mellem. Måske skriver jeg noget sjovt. Og måske er det virkelig kedeligt. Kig forbi og vurder selv...

K.B. Assenholm

den store hvad-vil-du-helst quiz

Jeg elsker at quizze, og derfor har jeg lavet en skør version af den klassiske hvad-vil-du-helst quiz. Vil du fx helst spise lort eller hotdogs? Måske bliver du overrasket over dit svar, når du ser valgmulighederne :-)

Danmarks hyggeligste nyhedsbrev

Her får du tips til gode bøger, historier fra skriveprocessen og måske en gif i ny og næ. Jeg skriver cirka en gang om ugen. Du kan selvfølgelig nemt afmelde dig, hvis det ikke var så hyggeligt som forventet.